Jeg er mor! Og Kvinde - men først mor.
Jeg er sygemeldt! Langttidssygemeldt! Stress - arbejdsrelateret og også lidt af problematikken omkring mine piger.Pigerne - de vidunderlige unge mennesker.Den ene er sygemeldt på 3. år med angst, borderline og en uafklaret ADHD (der er hånd om hende, men det trækker ud) hun er 22 år. Den anden har været syg og en hård nyser at have i mit liv. Har i sin teeage alder forsøgt selvmord et par gange, har haft spiseforstyrrelse, har været udsat for grænseoverskriden opførsel fra bedstefars side da hun var mellem 10 og 11 og har kæmpet og kæmpet og har samtidig en borderline der grænser til noget skizofreni. Hun er 21 år og klare sig trods en tung 'rygsæk' godt - går i skole og elsker det.De er begge flytte hjemmefra - klarer sig godt og vi har et usædvanligt godt forhold alle 3.
Hvad skete der?Jeg røg ned med flaget for 2 år siden - havde alt kørende - var på vej ind i drømmejobbet da det job jeg havde på daværende tidspunkt ødelagde alt! 2 kollegaer der i den grad overfaldt hinanden og det var både verbalt og fysisk - med mig midt i kampzonen. Chefens kommentar til mig var: Hmm, du er jo vikar, så du må ligesom søge løsningen selv! Underforstået at der ikke blev spildt ressourcer (penge) på mig! Så jeg betalte prisen. Drømme jobbet måtte jeg 3 dage før jobstart vinke farvel til da jeg ikke magtede at være i stillingen... Jeg græd - som piskede... Indtægt halvveret, intet at stå op til og udsigt til INGENTING! Og nej, jeg røg ikke i depression, der har jeg været og jeg ved hvordan den føles og mærkes og skal tackles, samtidig var jeg overbevist om at det nok skulle gå - jeg skulle bare finde ud af hvordan jeg skulle omgåes det her stress! Den var og er til stadighed en ubekendt modspiller jeg ikke har den fjerneste ide om hvordan jeg omgåes. Og jeg savner mit liv!
Økonomien driller.Idag er jeg i et revalideringsforløb der desværre ikke har vist sig at være det bedste - 'rammerne' i jobbet minder for meget om det tidligere job og trykker stressen af... Desværre...Jeg har udsigt til at ryge på kontanthjælp indenfor de næste 4-5 måneder - dvs. knap 10.000 brutto, altså 6.500 mindre end jeg får nu. Lige nu har jeg et sted mellem 1800 og 2200 /mdr når alt er betalt. Så der er ikke plads til noget socialt liv. Hvordan vil det se ud når jeg ryger på kontant hjælp??? Tja, udsigt til at miste hjemmet, jeg aner ikke hvor jeg skal bo, jeg har boet her i 23 år - det er børnenes barndomshjem - vores faste holdepunkt...
Det lyder sølle, men er egentligt ment som en konstatering af hvordan jeg rent faktisk har det. Jeg har intet at 'leve' for. Forstået på den måde at mine piger klarer sig selv (det er jeg super stolt af! Godt for dem og mig!) jeg har ikke en kæreste og har ikke haft en siden den yngste lå i min mave. Mit liv har drejet sig om mine døtre. Hele mit liv. Nu er der intet! Absolut intet. Jeg har glemt mig undervejs og det er mig krop-umuligt at finde ind til den der selvbevidste, stærke unge kvinde der engang var. Jeg føler mig forladt, ensom, tom, ubrugelig, smidt væk og kan ikke forstå at det der hos andre bliver betegnet som cremen i deres liv - det er total knastør ørken for mig! Jeg har ikke været i stand til at have en kæreste, min eks har skadet min tro på parforholdet så voldsomt at jeg ikke føler mig godt, endsige veltilpas i mænds selskab og når det er de henvender sig til mig, går jeg i baglås og har fysiske voldsomme reaktioner - sveder, har angst og min mave tror jeg har levet af kål i flere dage! Nej, pt er det bare nemmere at være selv. Veninder! Tja, de er jo netop i deres creme af livet og jeg skal bare tage mig sammen og komme ind i kampen! Hvilken kamp - jeg er midt på en øde slagmark hvor kampen foregik mens jeg var mor!!! Og det forsigtige sociale liv jeg kan magte - en enkelt kop kaffe på Baresso - det er bare for utopisk når man har så små penge som jeg har... Tårerne triller, jeg er ked! Og syntes et eller andet sted det er død-uretfærdigt at jeg skal sidde her midt i mit liv og være så alene og trist... Og helt ærligt, det kommer der heller ikke noget ud af, vel!Nej, tag ikke fejl - jeg har på intet plan nogen ide om at slutte mit liv - det er mig så inderligt imod! Det er fejt mod det fabelagtige fantastiske 'at leve'! Man tager ikke liv, man giver liv og liv, det er en gave og gaver skal man passe på og pleje! Men det forhindre mig ikke i at føle som jeg gør! At jeg intet kan finde at leve for. Og sætningen 'Jamen du har jo dig at leve for!' - beklager, den er brugt, slidt og frygteligt hul!!!
Pyha, det var dagens indslag fra en Quinde i sin bedste alder - jeg er 45.
Kæreste dig...
Du er ikke alene!
Du er ikke alene med tankerne, med følelserne, og med dig selv.
Jeg kender så udemærket det, du skriver om. Min datter er pt frivilligt anbragt hos min mor- og jeg var/er også først og fremmest mor. Men som tingene er lige nu, føles det som om, at meningen med alt er blevet suget ud, og har efterladt mig tom, trist og ked. Jeg er heller ikke deprimeret- har været der, og kan jo mærke at det ikke er det, men jeg har meget svært ved at finde glæde, ville helst sove hele tiden- men den går jo ikke...
Så du er ikke alene!
Izzy, 34.
Puha sikke en omgang - det lyder ikke nemt.
Spørg dig selv HVORFOR du har det som du har det .. det synes jeg, plejer at hjælpe.
* Forladt - men hvem har forladt dig? Det kan godt være, det virker som om, dine piger ikke har brug for dig længere - men med den historie har de vel stadig brug for en at støtte sig til indimellem. Selvom børn vokser op og klarer sig selv, har de stadig brug for deres mor.
* ensom? Hvorfor med to dejlige piger og gode veninder?
* Smidt væk? Af hvem.. din dumme chef? Han skal da ikke have lov at ødelægge dit liv - skal han?
Det du skal leve for er DIG SELV - du siger jo netop selv at du har glemt dig selv. Det er der, du skal starte.
Du må være GOD VED DIG SELV - du skal elske dig selv.. også i de små dagligdagsting. Det behøver ikke altid være noget der koster alverden - fx tage en god bog (fra biblioteket?) med ud i det grønne - sol er altid godt for humøret.
Og det med mændene ville jeg ikke tage så tungt. Du har ikke lyst eller behov når du har det sådan. Så vent til du er ovenpå igen, så kommer det helt af sig selv.
Økonomien lyder hård - men det lyder som en god idé at finde et mindre sted, som du bedre har råd til. Hvis pigerne alligevel er fløjet fra reden er det vel også for stort til dig? Minderne bliver jo ikke solgt, Så det vil være det værd at du i stedet kan bruge lidt penge på dig selv indimellem. Så kan du også finde et sted der passer til dine behov nu.Måske du kunne undervise i et eller andet - aftenskole eller sport el.lign., og på den måde både få lidt socialt og samtidig lidt penge i kassen?
Jeg ønsker dig held og lykke!
Du har meget at mosle med, og det er bestemt ikke morsomt, heller ikke selv om at man ikke er alene på samme måde som du, tro mig, jeg føler mig akkurat lige så alene på trods af at jeg er gift og har 3 små børn.
Jeg gør mig flere tanker omkring dit indlæg, hvis jeg virker forvirrende så undskylder jeg på forhånd.
Jeg skal bide mærke i at du har et barn med ADHD, da jeg selv er ADHD´er, derfor skal jeg også spørge dig efter om, du har gjort dig tanker omkring at det faktisk er et pænt arveligt handicap. Jeg ved godt din anden datter er border, der er bare lige det problem, at det faktisk er ret almindeligt (langt mere end man tror) at kvinder/piger med ADHD bliver fejl diagnosticerede til at være bordere, en af grundene er at kvinde ADHD symptomer ligner border meget, en anden er at det kun er ekstrem få, psykriatere her hjemme som har indsigt nok i både border og ADHD til at kunne se forskælden, og et 3 er at det er ret almindeligt at ADHD´ere bliver "skadet" af omgivelserne og derfor får endnu flere border træk (og så hedder det ADHD med border som sekundant) Er hun blevet udret af en ADHD kyndig?
Du beskriver flere ting omkring dig selv, som er SÅ meget ADHD, ikke at du nødvendigvis er det (det værgen kan eller skal jeg udtale mig om) du får mine klokker til at bimle, så jeg føler mig NØD til at bede dig overveje muligheden for at du selv er ADHD´er (tag evt en af de test du kan finde på nettet, læs om voksen og pige ADHD på foreningens hjemmeside) Kan du kende noget spå bed din læge om en henvisning til udredning, og husk der er 2 måneders garanti.
Du står i en social sag, der tydeligt virker uoverskuelig for dig, det skal du ikke være ked af at den gør, kun få alm borgere kan hitte rundt i det system. Kun ekstrem få kommer ikke i klemme på den ene eller anden måde, mest er det økonomi i kommunen der ligger til grund for ekstrem dårlig (og ofte bund ulovlig) sagsbehandling.
Kender du k10.dk ? hvis ikke så SKYND dig der ind, det kan bare ikke gå for langsomt (er ked af at jeg først ser dit indlæg nu, ellers kunne jeg have hjulpet) der vil du få en masse hjælp til din sociale sag, hvad du har ret til hvordan du skal forholde dig, hvad du skal klage over og hvordan du klager (bare bed om hjælp til formulering og hjælp vil du få) Gå der ind, og skriv din historie, så skal du bare se løjer *ss* Og du kan helt roligt skrive alle de ting som ikke har noget med din sag at gøre direkte (at du føler dig alene, er angst osv osv) jeg lover dig mange der inde kender de følelser alt alt for godt. Du vil der få uvurderlig adgang til §§ støtte forståelse og accept, bare husk at ikke alt der bliver fortalt er lige behageligt... det er heller ikke meningen, meningen er at hjælpe folk i gennem deres sag på lovlig vis, og ikke at give folk fif til at snyde systemet... man har rettigheder, OG pligter, de der pligter er bare ikke altid lige morsomme, men ingen fortæller dem for at være onde eller dumme, men for at hjælpe dig, bliver du da ikke overrasket over det når kommunen kommer og siger du skal ;)
Lige nu er jeg ikke aktiv der inde (det er jeg i perioder) men håber alligevel at "se" dig der inde.
Kram til dig fra mig.
Kære "Quinde i sin bedste alder"
Åh, sikke et hårdt liv. Du knokler igennem for dine børn og glemmer fuldstændig dig selv. Det er så hårdt at stå alene med hele ansvaret og alle opgaverne. Den sorg at have børn i mistrivsel gør, at vores eget liv nærmest intet er værd.
Jeg har ikke haft et liv som dit, men jeg kender den ensomhedsfølelse du beskriver, samt det at være socialt hæmmet. Det er jeg kommet udenom og har i dag et stort netværk, der er støttende i de tunge øjeblikke og utrolig givende. Vi mødes via http://www.singleplus.dk
Her oprettede jeg en profil og deltog i debatten på livlig vis, når der var fred til det i hjemmet. Lige så stille deltog jeg i de arrangementer vi selv afholder og pludselig var jeg en del af dette store netværk af andre mennesker med det til fælles, at vi alle er enlige forældre der søger et netværk.
Tonen er glad og givende og vi kan bakke hinanden op, med det vi nu engang slås med.
Her er rigtig mange forældre med børn der har samme diagnose som din datter. Kom forbi en dag hvor du alligevel surfer på nettet.
Alt godt til dig
Jette
Jeg ved ikke helt om I fire der har været så skønne og haft overskud til at læse mit indslag, ser det her - men det har været utroligt rart at der var nogen der 'så' og 'hørte' mig - og gav konstruktiv feedback.
Lidt update:
Over sommeren er meget sket - jeg har fået en lille smule mere styr på min stress - er ikke helt ok, men det går fremad og det er det vigtigtste.
Min store pige på nu 23 er pt gravid i 8 måned - vi venter en skøn dreng her i midten af november og jeg glæder mig super til at blive mormor. Hun har det godt og til Nutter: nej, hun er ikke udredt endnu, men der er afsat tid i psyk/bispebjerg til det engang i februar og ja, jeg er helt på det rene med at jeg har noget ADHD - og pt føler jeg absolut ikke behov for at få det udredt, jeg har lært at leve med mine mangler, ved de er der og hvad de afstedkommer af vanskeligheder for mig og jeg tager mine forholdsregler og taler åbent om at jeg har det og at jeg kan komme til at træde folk over tæerne ganske uden at ville det og uden at være klar over det - og det er helt fint.
Den yngste på 21 forsøgte i juni at tage sit liv - ikke fordi hun ikke blev set og hørt, hun kunne bare ikke systemet mere, det blev ved at svigte og hun blev ikke hørt. Det har været en hård omgang, ikke mindst for hendes storesøster. Der er mange ting der spiller ind for den mindste - men jeg håber at de ting jeg har gjort( kontaktet og fået beskæftigelsesminsteren i tale og igennem hendes jurist fået råd og vejledning til hvad der kan kræves og hvad der faktisk var lovhjemmel til - positiv oplevelse - men vi afventer stadig endelig afgørelse) er med til at få hende hel igennem sin uddannelse så hun kan blive stærkere og færdiguddannet.
Ja, det har været hårdt og ja, det er stadig hårdt. Men jeg er nu kommet igang med en jobpraktik hvor jeg skal være til slutningen af december og så må vi håbe lykken tilsmiler mig og at der er et job til mig derefter. Jeg er ikke så ked og mismodig mere - jeg ved at livet kan være ubamhjertigt engang imellem og at tristheden kan komme snigende, men jeg tror på at der er en mening med det hele, at jeg trods alt bliver stærkere og at opgaven for mig består i at hele og nyde og lærer mig selv at kende på ny.
Tusind tak fordi I lyttede - det hjalp faktisk :-D