Læs også hvordan du får hjælp her.
Jeg ved ikke om det er decideret partnervold, men havde da jeg var 20 en kæreste, der var lidt svær at danse med. Vi var sammen et lille års tid. De første par måneder gik godt, men så begyndte han stille og roligt at ændre adfærd. Hvis vi var til fest måtte jeg for eksempel ikke snakke til ham - men egentlig heller ikke så meget til andre fyre for så blev han sur. I fuldskab kunne han også godt skubbe lidt. På det verbale plan var jeg både for tyk til at gå med cowboybukser, jeg lignede en luder, når jeg havde en nedringet bluse på, osv.
På et tidspunkt hvor vi var kommet op at skændes til en fest ville han køre derfra mens han var rigtig fuld. Jeg prøvede selvfølgelig at stoppe ham, men blev hårdt skubbet til side. Så stillede jeg mig fysisk i vejen for at bilen kunne køre ud af parkeringspladsen med det resultat at han puffede til mig med kofangeren, så jeg faldt ind over bilen - men jeg flyttede mig ikke og han parkerede bilen igen hvorefter han skred. Dagen efter må jeg erkende at jeg havde meget blå skinneben hvor han havde ramt med bilen.
Han blev ikke på noget tidspunkt ked af episoden - sådan var det vist bare.
Vi var sammen nogle måneder endnu, men til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg har efterfølgende haft nogle små psykiske mén, men de er bearbejdet - men i nogle år ejede jeg ikke et par cowboybukser - jeg så jo tyk ud i dem.
det lyder forfærdeligt det du har været igennem med ham.:( Men det jeg aldrig forstår - fordi jeg jo ikke selv har prøvet det måske - er hvorfor du blev hos ham. Allerede når du ikke måtte snakke med ham til festerne. Eler han skubbede dig. Eller kaldte dig luder! Hvis min mand nogensinde kaldte mig luder... nøj for en vrede. Så hvad tænker man i den situation? hvad gør at du bliver??
Ja, i bagklogskabens lys kan man jo godt spørge sig selv hvorfor. Vi havde det jo godt til dagligt - vi boede begge hjemme endnu, men sås ofte og overnattede hos hinanden. Og jeg var ret kraftig på det tidspunkt, så kommentarerne om udseende var jeg jo desværre inderst inde enig i. Det er også bearbejdet nu. Ikke at jeg ikke var flot dengang - men i dag er jeg noget slankere. Eksen var et dejligt indre billede, når jeg trænede Combat ;) Nøj, han fik nogle klø.
I dag ville jeg også bare smutte med det samme - men der er vel altid situationer i et forhold, hvor man kommer op at tottes. Det hele handler jo bare om at snakke om det bagefter på lige fod. Min mand er af en helt anden kultur, så vi har da vores diskussioner - men han kunne aldrig finde på at nedgøre mig eller tale om udseende osv.
Min første kærste var desværre ikke et af guds bedste børn, men når det først gå op for en, er det svært og sige stop, hvorfor kan jeg ikke rigtigt svare på. Personligt var jeg meget bange for ham, han slog og nev mig på steder hvor ingen kunne se det især mine ben var altid blå. En enkelt gang har han givet mig en ordentlig omgang mens min veninde gemte sig i rummet ved siden af, hunderæd for at det også ville gå ud over hende. Det er svært og sige om jeg ville gøre noget anderledes i dag, men min meget unge alder , jeg var kun 16 år, gjorde det ikke nemmere og jeg turde ikke sige det til nogen.
Jeg var 16 år da vi begyndte og komme sammen og han var min første kærste, min første seksuelle oplevelse kan jeg ikke huske, ikke fordi jeg havde drukket, men jeg tror at jeg ubevidst har valgt og slette det i min hukommelse selv om det startede godt med ham. Det vidste sig dog hurtigt at han var meget dominerende, vi holdt os meget for os selv, jeg måtte pludselig ikke se mine veninder og slet ikke mine venner, han var ustyrlig jaloux. vi havde sex mange gange i døgnet, 8 gange husker jeg som det meste, jeg syntes det var forfærdeligt hvis jeg sagde nej sagde han bare at han gerne ville og så blev det sådan.. jeg har mange gange bare ligget og grædt og ventet på han blev færdig. den dag i dag har jeg stadig svært ved sex, jeg fik aldrig snakket med nogen om det og det har jeg fortrudt mange gange.
Jeg stoppede det, da jeg gik ud af 10. klasse hvor jeg startede udannelse i den anden af landet, det var udelukende for at kommme væk fra ham desværre har jeg aldrig brugt den udannelse til noget, så nu har jeg valgt at starte forfra med min udannelse, selvom det er 17 år siden jeg gik ud af skolen. Jeg er stadig meget bange for ham, det er faktisk kun 2 år siden han ringede hjem til mig, han er stadig af den opfattelse at jeg er hans store kærlighed.
Min mand ved som den eneste hvordan han var overfor mig, han er meget forstående og helt anderledes, han kunne aldrig finde på og gøre mig noget.
Hej
Jeg vil lige sige i det her forum, at jeg har levet i voldeligt ægteskab i 6 år, hvor jeg adskillige gange anonymt søgte hjælp både hos politi og hos krisecentre. Alle med samme svar "vi kan hjælpe dig med at komme væk fra ham, men vi kan ikke sikre jeres fælles barn eller egentlig sikre at han ikke nogensinde får fat i dig" Ydermere sagde statsamtet til mig ordret " tag det stille og roligt så slemt kan det heller ikke være, lad dig skille fra ham, så hvis han gør jeres barn noget må vi gribe ind" For lidt tid siden fik jeg modet til at forlade ham pga han var blevet så psykopatisk at jeg ikke turde andet. Det blev til politianmeldelse for dødstrudsler, trudsler imod vores barn. Men tænk engang de fik ret alle de mennesker jeg har søgt anonymt hjælp hos i 6 år. Politiet gør deres bedste men de kan ikke passe på mig, statsamtet vil overhoved ikke lytte ikke engang efter min ex bryder in hos mig, efter at have sendt en sms med at han vil dræbe mig. Statsamtet mener stadig ikke, jeg skal have midlertidig forældremyndighed, for som de sagde når de snakkede med ham var han rolig og ganske almindelig. Nå ja psykopater render jo ikke rundt med et skilt hvor der står jeg er psykopat. Min ex sørger for hver dag at chikanere mig på den ene eller den anden måde, men er klog nok til at holde sig inden for lovens rammer, men nok til at jeg ikke sover ud af frygt, mit barn må ikke lege ude alene, vi tager ingen steder og pga jeg ikke har fuld forældremyndighed kommer han ikke i sfo. Ja i siger søg her for hjælp men sørgeligt nok er der ingen hjælp at hente i danmark, medmindre man er død eller ens barn er blevet fysisk gennembanket. Undskyld mit indlæg blev så hårdt men jeg skriver faktisk dette fordi hvis der sidder en kvinde derude og er bange for at gå fra sin voldelige mand, lyt til mine ord skaf beviser på han er voldelig, gå på skadestuen, de laver en seddel til dig som kun du får udleveret. Gem dem salm dem sammen så du har beviserne til at beskytte dig selv og jeres børn. Medmere gem sms emails alt hvad du kan som kan bevise at den mand de ser ikke er den som han siger han er. På en internet side læste jeg at 8% af alle mænd i dk er psykopater, skræmmende fordi lige netop psykopater er uhyggelige gode til at gemme deres "hårde side"