Jeg har opdaget, at min mand, der har rejst næsten hver weekend, har haft en lejlighed med en anden kvinde og hendes barn i udlandet, hvor han har rejst til. Det har tilsyneladende stået på i mere end et år. Han har haft en meget hård tid med problemer i sin virksomhed. Jeg har selv haft meget travlt, men jeg har klaret ALT derhjemme med 2 huse og 2 børn. Jeg har skudt alle mine penge i hans firma, jeg har sat mig i stor gæld for at hjælpe ham. Takken har så været, at han bedrog mig med denne anden kvinde. Jeg har fundet mange billeder med den lykkelige familie. Han har brugt en masse penge på hoteller og rejser gennem det seneste år. Nu er han så afsløret, og det har han det skidt med. Hun har tilsynelandende droppet ham, da han nok ikke helt har været med på at skulle flytte til et andet land. Han beder nu om min hjælp til, at han kan finde ud af, hvorfor han har været sådan mod mig og vore 2 børn. Jeg har fundet en psykolog til ham. Han kan SLET ikke forstå, at han har handlet sådan, som han har gjort. Er der nogen, der har ligende erfaring, kan en mand være så stresset, at han bare flygter over til sin anden lykkelige familie ? Eller bilder ham mig bare noget ind, da han jo arbejdsmæssigt er afhængig af mig lige nu. Det skal lige siges, at jeg har ladet ham være meget alene i sommerhuset, da jeg godt kunne fornemme, at han ikke havde det let, men havde jeg vist, at det var fordi, at han havde fundet en anden familie, så havde jeg smidt ham ud med det samme.
mvh
havgusen
er hvor er det forfærdeligt, det er trist at høre :( Jeg har heldigvis aldrig prøvet noget lignende, men jeg ville have svært ved at tilgive ham, for ikke at nævne nogen sinde stole på ham igen. Det her er jo værre end end normal affære eller et engangsknald ved siden af jeres forhold. Det her er jo et helt liv han har haft ved siden af. Hvad end han har haft af grund til det (stress eller whatever), så er det vel ikke så meget et spørgsmål om hvad hans intentioner er nu, men mere et spørgsmål om DINE følelser. Kan du stole på ham igen? Kan du tilgive ham? Og kan DU komme videre? Glem om han kan lige nu, men kan DU?
Lad mig starte med at sige, at jeg er rigtig ked af hvad der er sket for dig. Jeg har selv lige opdaget at min kæreste havde en anden - situationen er selvfølgelig helt anderledes, specielt fordi her ingen børn er indblandet. Men jeg opdagede pludselig nogle billeder af min kæreste og en anden, men han benægtede alt. Det endelige bevis fik jeg, da jeg så en mail, hvor han søgte en lejlighed sammen med hende fra billederne. Jeg valgte at kontakte hende, og det er jeg rigtig glad for at jeg gjorde, for der fandt jeg ud af en masse ting, som han aldrig ville have fortalt. Blandt andet at han faktisk havde friet til hende et par uger tidligere. Nu ved jeg selvfølgelig hele sandheden, så i øjeblikket er han igang med at overbevise hende om, at hun ikke må forlade ham. Jeg taler stadig med hende, og prøver at hjælpe hende så godt jeg kan - jeg ved jo at han lyver for hende, da jeg kender den sande historie, for hun vidste jo selvfølgelig heller intet om mig.
Jeg har altid været stor tilhænger af "second chances", og jeg er en rigtig romantikker, som virkelig kun ser det bedste i folk, og som virkelig gerne vil stole på, at folk fortæller sandheden - specielt de personer, som skal forestille at stå en nærmest. Men efter denne oplevelse er min tillid til mænd blevet svækket betydeligt! Og ingen andre end din mand ved, om det virkelig er sandt, at han er oprigtig ked af det, han har gjort. Jeg stolede 100% på min ekskæreste, jeg troede han var den mest oprigtige mand der fandtes, og så opdager man pludselig sådan noget. Og jeg synes det er skræmmende, at han har været så god til at lyve. Men jeg synes det lyder som en rigtig god ide med psykologen, så kan han måske finde frem til, hvorfan han har opført sig, som han nu engang har gjort, og forhåbentlig vil en psykolog også være i stand til at se, om han lyver eller fortæller sandheden. Men det er simpelthen så svært at vurdere, og i sidste ende så handler det om, om du vil kunne komme til at stole på ham igen.
Kære Havgusen
Jeg har som du opdaget min mands utroskab efter, at jeg har sat alt ind for at hjælpe ham både med personlige kriser og økonomisk i hans virksomhed. Det har været et hårdt slag og de 8 måneder, der er gået siden har været slidsomme med nedture og andet.
Men jeg tror også på second chances, og jeg er stadig sammen med ham. Vi går i par terapi og han får samtidig hjælp til sit alkoholproblem.
Noget, der har gjort virkelig ondt på mig, er at han begyndte på det på et tidspunkt, hvor jeg stod foran en operation i underlivet pga risiko for kræft. Jeg var bange og alene og han var bare så opslugt af spændingen ved den forbudte sex med en ny fremmed kvinde.
Genne par terapien har vi vendt mange ting, som er foregået de senere år i vores ellers så fantastiske ægteskab. En af de ting er, at det var angsten for, at jeg skulle dø - og han derfor skulle miste mig - der fik ham til det. Fuldstændig uforståeligt for mig. Men når vi sidder hos terapeuten, bliver tingene klarere, fordi der er en "ekspert", der hjælper mig med at se de ting, jeg ikke kan forstå.
Tillykke med, at du opdagede det. For os har afsløringen været det spark, som vores ægteskab trængte til (det var utroskaben, der fik det til at gå dårligt, så jeg siger IKKE, at utroskab er godt for forholdet). Held og lykke med dit videre arbejde med det. Jeg er stadig ked af det, men jeg er kommet så meget længere nu, at jeg tror på, at vi skal komme videre med dette i vores bagage.
Jeg sender dig tanker og håber, du klarer dig gennem den meget meget svære tid, der står foran dig. Husk, at det ikke kun skal dreje sig om ham nu. Det skal også handle om dig og hvordan du får det bedre. Tro mig, jeg har været helt dernede, hvor jeg kun ønskede at dø og faktisk overvejede at gøre noget ved det. Det har ikke været rart.
Vi har været flyttet fra hinanden før, det er mange år siden. Her stod jeg fra den ene dag til den anden uden bolig til vores barn. Vi flytter sammen igen ½ år efter. Det er først efterfølgende, at jeg finder ud af, at han var forelsket i en anden. Tænk sig at man ikke kan fortælle sin kone og barn, at de ikke skal flytte med i det nye hus, fordi man er forelsket i en anden. Kort fortalt så er hun ikke interesseret, han prøver så med mig igen. Jeg er dum nok til at give det forsøget, men når jeg nu er i en langt værre situation nu, så har jeg svært ved at tilgive mig selv, at jeg flyttede tilbage. Jeg kender slet ikke den mand, jeg har valgt til mine nu 2 børn, hvad har jeg dog tænkt på ? Jeg har derfor lovet mig selv, at jeg kun skal omgive mig med mennesker, der er gode for mig. Jeg er lige som dig, den der altid ser det bedste i folk, jeg har altid været stolt af, at jeg kunne tilsidesætte mig selv for at hjælpe andre, men det kan jeg godt se nu, at det har været en stor fejl. I sidste ende har man kun sig selv, når man yder så stor en indsats for andre mennesker, så påvirkes ens selvværd lige så langsomt i nedadgående retning, jeg har ikke set det komme. Jeg har sat mig selv i sidste række, der har nok endda været et par ledige pladser, inden jeg selv kom. Det er egentligt mærkeligt, for jeg har jo været meget alene med børnene, jeg kan alting selv, jeg er overhovedet ikke afhængig af en mand. Jeg er også god til at tjene penge og passe på dem, så det er heller ikke noget problem. Min eks går nu til psykolog, han har stadig selvmordstanker, jeg prøver at hjælpe ham, så meget jeg kan, men jeg er nu helt afklaret med ikke at gå tilbage til så stor en fuser. Jeg vil ikke "nøjes", jeg ved, at der findes ordentlige mænd derude, der vil værdsætte mit store hjerte. Jeg giver mig selv et år til at få mit liv på skinner igen, jeg skal leve et sundere liv både for krop og sjæl, og så er jeg forhåbentlig klar igen til at finde den mand, som jeg skal dele resten af livet med.
Mit råd til dig vil være, at en "second chance" helt sikkert kan lykkedes, det kan også give et meget bedre samliv efterfølgende, men så tror jeg, at i skal gå til en psykolog, så i ikke lige som mig, som nu står i en situation igen, og så vælter de gamle skeletter ud af skabet og blander sig med de nye. Jeg er sikker på, at vi ikke havde haft så store problemer i dag, hvis vi var gået i parterapi dengang for mange år siden.
I dit tilfælde kan jeg godt se, at utroskaben kan have en forståelig årsag. En sygdom som du har været igennem er opslidende for parforholdet, nok især for mænd. Som du nævner, hans angst for at miste dig. Jeg kan godt forestille mig, at han har haft svært ved at håndterer sine følelser i denne for jer svære periode. Jeg har været med min eks til psykologen en gang, og jeg er nu af den overbevisning, at det er nødvendigt også fremover i mit liv at benytte en psykolog, når noget går galt, så det skal nok lykkedes for jer at få et rigtigt godt parforhold igen, når det er, hvad i begge ønsker. Min eks kan stadig ikke tale med mig om det skete, derfor søger jeg selv tilbage, og i denne procces er jeg desværre kommet tilbage til en lignende situation for mange år siden, som vi desværre ikke fik bearbejdet hos en psykolog. Jeg gjorde ham helt klart dengang, og faktisk med jævne mellemrum af vort forhold, at jeg ikke ville kæmpe for ham igen, han viste, at min holdning var, at faldt han for en anden, så var jeg den, der var gået. Når han nu har været forelsket og haft et forhold on and of til hende i vel nok 3 år, så er det altså sidste chance. Jeg er helt færdig med ham som partner, jeg vil ikke bruge mit liv på en løgner. Jeg søger en soulmate, der vil dele sit liv med mig, en der hviler i sig selv, han må meget gerne dyrke sine egne interesser og venner, men han skal glæde sig at komme hjem til mig igen. Jeg skal arbejde på mit selvværd. Jeg har gået og troet, at jeg var en meget stærk kvinde, men det har altså kun været på overfladen, så nu skal det under fladen også gøres godt igen. Processen er igang, og når min eks forhåbentlig om kort tid, men uundværlig hjælp af psykologen, kan begynde at fortælle mig hans historie, så skal jeg også tale alene med psykologen, så jeg kan blive hel igen. Mit råd til alle i ligende situation er ,at penge til en psykolog er en rigtig god investering i et bedre liv. Jeg ville ønske, at vi havde gået i parterapi dengang for mange år siden, så tror jeg ikke, at vi havde været i så voldsom en situation nu.
I første omgang havde jeg fået den opfattelse, at det var første gang for dig, som det var for mig, men jeg kan se nu, at det var det ikke.
Jeg er helt enig med dig i, at psykolog er nødvendig og pengene til det er givet godt ud. Jeg har selv gået til psykolog og vi er sammen i parterapi, som fortsætter (det er 8 måneder siden, jeg opdagede det og 6 måneder siden, jeg for alvor fik visheden). Vi har ingen plan for, hvornår vi stopper med terapien, og heldigvis er det sådan, at det er os begge, der gerne vil.
Jeg var ikke blevet, hvis kravet til mig bare havde været at lægge låg på. Jeg er her, fordi vi begge er indstillet på at arbejde for vores ægteskab og dermed se både frem og tilbage.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at hvis det sker igen, er jeg gået. Somme tider bliver jeg overmandet af tvivl og jeg har mere end en gang siddet i min bil på vej hjem til hende, fordi jeg troede, han var der. Men hver gang har jeg taget fejl (heldigvis).
Han forstår mig, når tvivlen kommer, og hans gøren og laden i løbet af dagen er dokumenteret til mindste detalje, så jeg altid kan kontrollere, om han taler sandt. Det gør jeg altså ikke, men han sikrer, at han altid kan svare og forklare mig, når jeg kommer i tvivl.
Jeg tror, du tager fejl, når du siger, du kun har været en stærk kvinde på overfladen. Jeg tror, du er meget stærk, men ingen er så stærke, at de kan klare alt. Og du er bare kommet i en situation, hvor du ser din følsomhed og oplever den som svaghed. Din styrke er der og den vil vise sig igen. Alt muligt held og lykke til dig.
Knus