En dag faldt jalousiens dråbe på et tilfældigt kærlighedstræ,
med en vidt udstrakt gren der søgte selskab.
Den forelskede sig lynhurgtigt i denne værdifulde dråbe.
Grenen vidste at den meget snart skulle miste denne jalousiens dråbe.
Ikke desto mindre valgte grenen at kæmpe,
men måtte give efter for dråbens længsel mod jorden.
Jalousiens dråbe valgte.
Jorden havde en større tiltrækningskraft.
Dette var mere end grenen kunne klare og den visnede langsomt hen.
Siden lærte kærlighedstræet at kaste alle dråber frivilligt af sig.
Jalousi er kærlighedens fjende....det er virkeligt slidende på et forhold at blive mistænkt for utroskab uden grund...og hele tiden være partneren i forkøbet, og tænke vil dette skade og vække mistro...bare det at byde op til dans....og andet.....
Hvor meget skal man finde sig i?
Hilsen hopeless