hej
Jeg fik en gastric pass for 2 år side på en dispentasion, da jeg har haft et par blodpropper efter 2 knæoperationer.
Der er mange fordomme, når folk høre man har fået denne operation, den værste at man har valgt den nemmeste læsning på sin overvægt, prøver altid at fortæller at det ikke er alle, der taber sig, og at man stadig kan tage på. det er stadig en livsstis ændring.
Vi skal altid passe på hva vi spiser, Fedt og sukker kan få os til at ligge os 1/2 til 1 time med hjertebanken,og utilpashed, jeg syntes det modbydligt . så holder mig så meget jeg kan fra fedt. spiser ikke søde sager, kan ikke li det og har aldrig kunne..
andre ting de ikke tænker på er det psykiske vi skal igennem, blandet at hjernen ikke kan følge med og man ser ikke sin krop som skruber, man ser sig selv stor i langtid.
jeg er en af dem der ikke kan leve med mit mave skind og skal ha det fjernet, jeg træner 4 gange om ugen og går meget...
mine bryster ja herre gud, dem kan jeg leve med selv om det 2 kogeposer med en 1 gajol i hver. nogen andre har det af h til med deres bryster og søger selvfølgelig staten om at få dem gjort større, dog er der ikke mange der ryger gennem det nåleøje....
alt i alt har jeg fået det super godt, inge smerter i mit kunstige knæ, nul morfi mer i det hele taget tar ingen smerstillende mer JAAAAAA...
Mit selværd er helt oppe, det samme er min selvtillid, selv accept, og selv føles...
hvordan har du det hvis du har fået en gastric bypass??
har du fordomme om gastric bypass. eller hva er din meninge om dette..
hilse tina
P.s
var for nyligt inde for igen igen at købe nye bukser...og tar nr. mindre en de sidst jeg købt 32 og ja tog en 30 ekpidienten kom hen og sagde aaa de er da for store til dig, hun hented en 28 og jeg glode bare på og sagde ja ja for din skyld prøver jeg dem. og ja til min store overraskkelse og ja glæde kunne jeg være i den...damm jeg blev glad og ja sådan lidt for jeg ser ikke mig selv så slank
Hej Tina
Jeg er selv normalvægtig og har altid været det. Jeg har været fysisk aktiv fra barnsben og har blandt andet dyrket: ridning, svømning, springgymnastik, fitness, boksning, poledance og meget andet. Så jeg kender ikke selv til at have et vægtproblem, som jeg ikke kan styre ved hjælp af kost og motion. MEN jeg har en søster, som hele livet har kæmpet med vægten. Hun er 5 år ældre end mig (jeg er 26) og hun har reddet hele livet og dyrket enkelte andre former for motion. Hun har prøvet alle kure, men af en eller anden årsag kan hun bare ikke komme ned i vægt. Så hun begyndte til psykolog og blev til sidst godkendt til en gastrisk bypass.
I min omgangskreds og på min arbejdsplads blev denne nyhed mødt med mange fordomme (fra mine skinny kolleger primært) og jeg bliver så vred. Jeg har set min søster kæmpe hele livet, men når man fejler konstant, går man jo ubevidst til det, med en forventning og formodning om at fejle. Min søsters selvværd har været så langt nede som muligt, og det hjalp ikke da hun fødte min nevø. Hun nægtede at tage ham med i svømmehallen, de første 3 år af hans liv. Jeg forstår virkelig godt at min søster synes det er en kamp i sig selv, at komme ned i motionscentret blandt veltrænede folk og stå der og føle sig fed og doven.Når hun en sjælden gang skulle ud og købe nyt tøj, tog hun min anden søster med og det endte som regel i tårer.
Efter godkendelsen skulle hun ved egen hjælp tabe 10 kg og nu har hun ved egen indsats (og vægtvogterne) tabt 25 og er nu nede i 80'erne. Juleaften havde hun en stram top over bukserne, og jeg har ikke set en talje på hende siden hendes konfirmation. Men det bedste var at hun strålede og havde fået ny frisure og er begyndt at gå i svømmehallen med min nevø.
Men jeg har alle dage ment, at hvis det er en gastrisk bypass der skal til, så fred være med det. "de fede" er ikke en større belastning for samfundet, end rygere, folk med idrætskader osv (eller det ved jeg ikke, men synes heller ikke vi skal begynde at sortere i hvem der må få hjælp og hvem der ikke må) Skal vi nægte maratonløberen at få opereret sin knæskade? eller nægte rygeren behandling i tilfælde af lungekræft?
Min søster er ikke doven, hun har arbejdet som tjener siden hun var 16 og i flere år havde hun såkaldte "maraton-vagter", hvor hun arbejde fra kl 5 morgen til midnat flere dage i streg. Hun knoklede så meget at hun fik en diskusprolaps som 29 årig, hvilket betød hun måtte skifte branche og nu læser hun til pædagog på 3. semester. :)